Jeg har længe ville skrive det her blogindlæg om at være antennebarn. Det har vist boet i mig altid, men blev i den grad ansporet af en podcast jeg hørte – minder fra en rødvinsplettet barndom, som er lavet af Katrine Quorning, ejer af profilen @flaskeboern på Instagram. En podcast om at være barn af en forælder, som drikker for meget.
Katrines historie rører mig, både fordi den vækker genklang i min egen historie, og fordi jeg genkender den fra mange af mine klienter, som kommer i klinikken. Det er klienter, som kommer med forskelligartede problematikker, men som fx har en barndom bag sig med alkoholiske forældre.
Mine forældre drak dog ikke for meget og jeg er ikke et barn af alkoholikere. Jeg husker ikke min far med et glas i hånden, eller en adfærd som ændrede sig på grund af alkohol. Jeg er dog ikke i tvivl om, at de fik alkohol en gang imellem, fordi jeg husker at stjæle tomme ølflasker af ølkassen i bryggerset og bytte dem for slik hos købmanden. Det var dengang, hvor man kunne få mange slikting for én krone. Jeg blev desværre opdaget, og min straf var, at jeg skulle aflevere hver en flaske, jeg fandt udenfor, indtil ølkassen igen var fyldt op og det tog lang tid.
Min mor drak stort set aldrig, da hun ikke brød sig om at slippe kontrollen, ironisk nok da senere psykoser på ingen måde lod hende bevare kontrollen. Ikke at min mor sagde nej til alkohol, hun kunne sagtens drikke et glas vin, men husker kun en enkelt gang, som halvstor pige på 7-8 år, hvor min mor var beruset. Eller det ved jeg i bakspejlet, at det var det, hun var.
Det er et minde som altid dukker op, når jeg tænker på, om min mor egentlig nogensinde var rigtig glad. For hun var nemlig glad og fjollet der, afsted på kollegatur med børn til øen Wen. Det var sommer, og hun stod og fnes inde i en telefonboks, hvor hun skulle ringe, til hvem husker jeg ikke. Hun var dog ikke mere glad eller beruset, end at hun vrissede af mig, da jeg snakkede til hende og forstyrrede. Men det gjorde ikke rigtig noget, husker jeg, fordi hun virkede så glad ellers, så jeg tav bare stille og gjorde mig usynlig, imens jeg blev varm indeni af, ja – af glæde over at se min mor grine.
Jeg husker faktisk kun reelt alkohol fra min barndom i forbindelse med et enkelt vennepar, som mine forældre så. De havde børn, som var jævnaldrende med os og vi vidste ligesom alle 4, at når først vi havde fået dessert, så kom vi ikke i stuen længere, for så opdagede vores forældre os, og så skulle vi bare hjem, og det ville vi ikke. Jeg kunne dog godt finde på at lytte ved døren og høre dem snakke højlydt og grine sammen inde i stuen og igen blive glad indeni over deres glæde.
Jeg er ikke et barn af alkoholikere, men jeg er alligevel et antennebarn, selvom udtrykket oftest er brugt til børn af alkoholikere.
Jeg er et barn af en psykisk syg mor, en mor som ofte var deprimeret – særligt om vinteren, men en gang husker jeg det som, at hun græd en hel sommer.
Min mors humør kunne svinge lynhurtigt op og ned, hun var en mor, som ikke havde overskud til at se mig og jeg havde en far, som rigtig tit var på forretningsrejse op til en uge ad gangen og arbejdede meget. På en måde blev jeg usynlig, når min far ikke var der. Jeg havde lynhurtigt groet antenner, som kunne fortælle mig, hvornår det i forhold til min mor var bedst at tie eller forsvinde.
Jeg lærte, at der var størst mulighed for opfyldelse af mine behov, hvis jeg kunne gøre det selv, eller lyve og snyde mig til det.
Antennerne var ikke så veludviklede, at jeg ikke blev taget i det, bare tænk på de tomme ølflasker, men jeg kom afsted med det nok gange, til at det blev min valgte strategi. Jeg husker flere gange min mor tage mig i at lyve med ordene: ”hvorfor gør du det, du ved jo godt, at du bliver opdaget hver gang!” Men det gjorde jeg jo netop ikke. Jeg var rigtig god til at underholde mig selv og søge ud til kammerater, da jeg blev gammel nok, og jeg lærte at læse og slugte tykke bøger allerede i 2. klasse.
Jeg blev ikke slået som barn – Udover en enkelt endefuld måske to, men den gang var det jo heller ikke forbudt at slå sine børn – men min mor viste mig heller ikke omsorg og kærlighed. Medmindre jeg var syg altså. Det var jeg så tit, måske af samme grund. Jeg led af voldsomme migræner fra jeg var 6-10 år, jeg kastede op og kunne ingenting, fordi hovedet dunkede hele tiden. Jeg husker lidt nusning på panden og opkast der med en vis irritation – ”ikke nu igen” blev tørret op, og det var det.
Det er udmattende at være antennebarn!
Udmattende hele tiden at have andres sind på sinde før sit eget. Jeg er mester i at aflæse et rum og bittesmå nuancer i stemningen. Det er en egenskab, jeg deler med andre antennebørn, om det så er børn af alkoholikere, af psykisk syge, eller af forældre med fokus stærkt rettet mod noget andet, end barnet.
Det er børn, som kan være opvokset i uforudsigelige eller kaotiske familiemiljøer, hvor forældrene ændrede udtryk eller personlighed uden synderlig forudgående varsel.
At være antennebarn har mange omkostninger og udmønter sig ikke ens, men fælles er ofte evnen til at kunne aflæse stemninger og at have et udadrettet fokus, hvilket jeg som psykolog finder aldeles værdifuldt.
Det manglende indadrettede fokus for de fleste antennebørn har ofte omkostninger i form af vanskelighed ved eller manglende evne til at mærke egne følelser og behov og derfor tage hensyn til disse. Deraf øges risikoen for stress, angst og depression desværre også.
For mit vedkommende har evnen til at mærke egne følelser betydet mange kropslige smerter igennem særligt de sidste 20 år. Det har også været årsag til en stressepisode som varede et lille halvt år i forbindelse med min indgang på arbejdsmarkedet for 10 år siden efter endt studie og gennemgående vanskeligheder ved at bede om hjælp og lade andre komme helt tæt på.
Det er vanskeligheder, som jeg har fået og får hjælp til og som jeg ikke er ene om. Jeg møder det hele tiden hos klienterne i min klinik og i min egen omgangskreds.
Mon ovenstående også har vakt genklang hos dig? Er du eller kender du andre antennebørn?
Kommentér gerne og tak fordi du læste med så langt❣️
♥️ kærligst Nina