Så kom anden nedlukning af store dele af Danmark. Smittetallet er højt, nogen er bange, nogen tænker konspirationsteorier og uanset, så er nogen blevet syge, nogen er døde og nogen er blevet raske igen. Det har en påvirkning på alle i verden og i lille Danmark. Det har en påvirkning på dig og på mig.
Det som bliver særlig tydeligt for mig denne gang, det er, hvordan klienter som omgangskreds udtrykker, at de ikke har lov til at føle, hvad de føler.
For følelserne er mange og blandede: Glæden ved at arbejde hjemme, sorgen over at blive isoleret, lettelsen ved ikke at skulle deltage i alverdens sociale arrangementer, frygten for julen alene, savnet af kammeraterne, glæden ved at slippe for juleræset, frygten for at blive syg, frygten for at miste, savnet efter nærhed, hudsult, roen og mindskelsen af stress, presset over, at børnene skal hjemmeskoles – ja jeg kunne blive ved.
Det hænder, når vi udtrykker vores følelser overfor andre, at der kommer sætninger, som starter med: ”I det mindste…” Jeg har selv hørt dem, jeg kommer selv til at sige dem. Det er sætninger som måske er sagt for at trøste, men som oftest vil have en helt anden effekt; nemlig at mindske eller forklejne de udtalte følelser, og i værste fald skabe skyld eller decideret udskamme.
Vi kan ALTID finde nogen, som har det værre end os selv. Det er ikke et problem, det kan vi! Men det er ikke på nogen måde det samme som, at det vi selv oplever som problematisk, IKKE også er et problem!
Det hjælper ikke den selvstændige, som har sat alt ind på sin livsdrøm og måtte dreje nøglen om i denne tid, at i det mindste så lever vedkommende i et land, hvor der er dagpenge at få, når indtjeningen ryger.
Det hjælper ikke den, som bor alene, at i det mindste er vedkommende sund og rask og slipper for at hjemmeskole børn, når det eneste sociale lyspunkt der var, var samværet med kollegaerne på arbejdspladsen.
Dette gælder naturligvis ikke kun i denne coronatid. Det gælder altid, det bliver bare særlig udtalt lige nu. Jeg har ikke tal på, hvor mange klienter hos mig, som ikke har oplevet at have lov til at føle, som de gør, fordi det kun er et lille problem sammenlignet med problemerne i den store verden.
Mit budskab er måske, at vi nok selv bruger rigeligt ressourcer på at være ikke-accepterende overfor egne følelser, at vi ikke har brug for at blive pålagt skyld og skam af omverdenen, for at føle som vi gør.
Jeg tror på, at vi nok selv skal nå derhen – altså hen til taknemmeligheden over det vi har, når vi tillader sorgen over, det som vi har mistet, hvor lille det tab så end må opfattes at være af andre.
Da jeg her til morgen fik lyst til at skrive det her, kom et eksempel til mig fra mit eget liv. Den gang jeg blev gravid med mit nr. 2 barn, var det noget overraskende. Mit første barn er kommet til ved reagensglas og forinden nåede min mand og jeg at opleve at være ufrivillig barnløse – en stor sorg.
Jeg ammede stadig min førstefødte, da der pludselig var to streger på testen. Jeg var fyldt med blandede følelser: Glæde, overraskelse, frygt og sorg. Jeg havde set frem til min 30-års fødselsdag, hvor amningen ville være slut, og jeg skulle holde en fest og have alkohol. Jeg havde netop fået min vægt og krop tilbage efter første graviditet og det var et tab for mig, at jeg pludselig skulle være ”tyk” igen, og at jeg ikke skulle være beruset på min 30-års fødselsdag.
Jeg turde næsten ikke sige det højt, for nu havde jeg jo fået et barn foræret i maven helt naturligt, så i det mindste skulle vi ikke igennem fertilitetsbehandling igen. Nu havde vi sådan ønsket os ét barn og nu blev vi skænket hele to.
Det er forståeligt og naturligt, at sidder du derude og fx ønsker dig et barn, så kan det opleves utaknemmeligt, at jeg kunne føle således – det var jo bare en 30-års fødselsdag.
Men der er så meget længere hen til taknemmeligheden, hvis vi først skal forsvare, når vi ikke lige mærker den.
Jeg nåede derhen – jeg blev jo ovenud lykkelig over, at skæbnen ville, at jeg skulle have to børn.
Taknemmeligheden bliver så meget større, når vi selv når frem til den, ikke når vi bliver den påduttet med skyld og skam for at føle, som vi nu en gang gør. Jeg tror på, at jo mere vi får lov at være med de følelser, der er, jo hurtigere finder vi taknemmeligheden og i den sammenhæng glæden ved det vi har, trods det vi har mistet. Og det er uanset om det er tab af mennesker, drømme eller oplevelser.
Skuffelserne og tab i denne tid er mange: sociale arrangementer, som ikke bliver afholdt som planlagt eller helt aflyst, mennesker vi ikke kan se, virksomheder der drejer nøglen om, mennesker der mister, mennesker der bliver syge, ensomhed, isolation og angst for det, som kommer.
Mit håb er, at vi fra hvert vores ståsted (og vi har vitterligt vores eget og kun vores eget) kan skabe rum for, at vi er forskellige, give hinanden (og os selv) lidt mere snor og plads til at være i og håndtere denne krise som coronaen er for hver enkelt af os med alle skuffelserne og sorgen, uden at stille os til dommer over, hvis lidelse det er, der er størst.
Tak fordi du læste med❣️
Kærligst Nina
♥️