Jeg følger tit med hos psykolog Krista Bojesen på Instagram under profilen skamfrizone. Hun taler om, er specialist i og er virkelig passioneret omkring at forstå skam. Det er en tilstand, vi alle kender – at være grebet af skam. Noget af det bedste, som hun siger om skam, er, at vi ikke ville blive skamfulde, hvis ikke det var fordi, vi gerne vil gøre det godt, og vil andre det bedste.
Skam kan opstå i alle sammenhænge – også dem, vi ikke umiddelbart forbinder med det, fx skam over at klare det godt, over ikke at være syg, over at føle lettelse over at være den, som ikke er syg, eller over ikke at glæde sig over mærkedage. Tilstande i livet, som jo i udgangspunktet er positive, men som vi af en eller anden grund ikke kan glæde os skamfrit over.
Et sted, jeg oplever skam, er fx i forbindelse med min forældrerolle, hvilket jeg de seneste måneder har tænkt over, om jeg skulle dele med jer derude og nu har besluttet at gøre, så tag varsomt imod det. Jeg ved, at skam i forældrerollen bestemt ikke er unormalt. Især alle mødre, men nok reelt alle forældre, oplever at få skam og skyld i forbindelse med netop at være forældre.
Jeg har høje krav til mig selv som menneske, fordi der, fra jeg var alt for lille, blev stillet høje krav til mig. Krav, der var for høje for min alder, som var mere, end jeg kunne levere. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at efterleve dem alligevel.
Jeg blev et antennebarn, som jeg har skrevet om før (læs det her), der læste på alle kanaler og drejede antennerne i retning af den, som jeg var sammen med. Aldrig pegede antennen indad, der var intet blik for eller indre fokus på, hvad jeg selv havde af behov og gerne ville. Det har jeg heldigvis lært at få blik for igennem mit voksenliv og særligt i forbindelse med den terapi, som jeg har været i, som jeg fortsat gør brug af, og som jeg selv har uddannet mig indenfor. Jeg er ikke blevet ekspert, jeg kæmper stadig, og jeg har stadig brug for hjælp til at se og få det indre fokus.
Men tilbage til morskammen, som egentlige nok er mere en mor/psykologskam. Jeg er psykolog, så jeg burde jo om nogen kunne møde mine børn adækvat, se deres behov, og sikre dem en tryg tilknytning. Dvs. den trygge tilknytning, som reelt ikke var min i opvæksten, selvom jeg havde flere omsorgspersoner, som gjorde deres, og som var der, når de altså var der.
Jeg ved, at jeg er lykkedes som mor i udgangspunktet! Mere end lykkedes, fordi mine børns behov var altopslugende for mig, da de var små. Den gang pegede mine antenner slet ikke indad men udad på dem. Mine børn er blevet mødt. De har fået en tryg tilknytning. Det har været godt nok – heldigvis! Og med godt nok mener jeg selvfølgelig, at jeg har lavet fejl – både dem, som jeg ved, at jeg har lavet og har forsøgt at reparere, og dem, som jeg ikke kender til, men en dag får at vide, at jeg har lavet.
Jeg ved, at jeg bare kan noget med børn. Mine udadgående antenner læser stemninger og indre tilstande – stadig den dag i dag. Men så er der jo sket det, som sker i alle familier. De dér børn, de er blevet teenagere, og de har ikke brug for mig på samme måde som før. De er ikke lige så letlæselige, de trækker sig, og de vender øjne 🙄 (og heldigvis for det, altså at de godt tør vende øjne – det turde jeg aldrig overfor min mor). De har deres eget liv, og alligevel mærker og ser jeg, at de har behov for mig på en måde, som virkelig ikke er lige så intuitiv for mig, som da de var børn.
Jeg er en rigtig god teenagepsykolog. Jeg har så mange dejlige, smukke unge mennesker, der kommer igennem min klinik, hvor mit hjerte rækker ud. Jeg ser dem. Jeg forstår dem, og jeg mærker, at jeg gør en forskel. Jeg styrker dem på deres videre vej mod voksenlivet.
Jeg føler ikke, at jeg en lige så god teenagemor, som jeg er teenagepsykolog, og det vækker skam, det vækker intens selvkritik og det gør mig nedtrykt, tenderende henimod det depressive.
De store spørgsmål, som jeg går ud af juni måned og ind her i juli med, er; hvornår giver man slip på den opdragende funktion som forælder? Hvornår er ens børn så gamle, at man er nødt til at give slip, nødt til blot at se på, både når de træffer de gode valg og de dårlige for dem selv?
Ikke sådan forstået, at man ikke må give sin mening til kende, men at stoppe der, at vide at forbud ikke længere stopper dem, at det nu kun er råd og vejledning, der kan guide – hvis de altså spørger og gider lytte, men ikke bestemme deres færden og vej i verden.
På en måde kan man sige, at den naturlige forældreautoritet skal afløses af mere og mere gensidighed og respekt for egne valg og veje.
Samtidig er vi jo stadig en familie, som gerne skulle have et trygt udgangspunkt, hvor vi søger tilflugt, når lokummet brænder – en familie, som skal have hverdagen til at fungere, og hvor det i udgangspunktet er rart at være, selvom man kan blive uenige og sure på hinanden.
De er ikke voksne, men heller ikke børn, og de har ikke det samme ansvar, men vokser henimod det. Jeg synes, at det er den sværeste opgave at balancere dette. Jeg har selv haft for høje krav og blev voksen alt for tidligt, så jeg kan ikke bruge mig selv og mit eget udgangspunkt som pejlemærke.
Det er en vanvittig rejse, som er forskellig fra barn til barn, for de er jo heller ikke ens de små sataner (og det er skrevet med kærlighed selvfølgelig). Det er hårdt at have små børn, men i min verden, virkelig meget hårdere med teenagere.
Det er endnu hårdere, fordi jeg faktisk ser mine egne behov nu og derfor også har antenner i den retning og ikke kun i deres. Jeg er ikke eneansvarlig for den gode stemning derhjemme. Vi er to voksne og to unge på vej til at blive voksne. Vi er 4, som har et ansvar og medansvar, og vi er nødt til at hjælpes ad.
Min livsstrategi, ”her er en opgave, den tager jeg på mig og klare den selv og så lykkes jeg (som regel) godt nok”, den strategi virker ikke her. Det er en livstrategi, som er opstået ud af en tidlig erfaring om, ikke at kunne forvente, at der er nogen til at hjælpe mig eller til at se mig, når jeg har brug for det.
Men at være et godt, trygt og nært familiefællesskab med næsten voksne børn er opgave jeg ikke an bære alene, eller det vil sige – og heldigvis for det – så vil jeg heller ikke bære den alene. Jeg råber vagt i gevær i min familie! Jeg bliver hørt, hvilket er virkelig sundt for mig både at se og mærke, men det er ikke uden morskammen over, at jeg ikke lykkedes med det selv.
Jeg bliver selvkritisk og får tanker om at være en dårlig mor, og at ”projekt forældre” er mislykkedes. Det er virkelig hårdt! Det er derfor, jeg deler det her. For at komme den stemme til livs, for at lægge morskammen ned, og for at lægge tankerne om at være psykologovermenneske, der virkelig burde kunne, fra mig. For det kan jeg ikke, og det er ok!
Tak fordi du læste med så langt, måske du selv har teenagebørn og genkender noget af det jeg skriver om?
♥️
Kærlige hilsner fra en teenagemor på nu 5. og 3. år