Nogle gange tænker jeg, at det kunne være rart at arbejde ved et samlebånd, bare at vide præcis, hvad jeg skulle hver dag, gøre det samme igen og igen og på den måde ikke skulle forholde mig og tage stilling til mit arbejde, som jeg gør nu i mit arbejde med mennesker.
Når tankerne om at få arbejde ved samlebåndet presser sig på, så ved jeg, at nu er det tid til at forsøge at skabe lidt rum, geare lidt ned, restituere og lade batteriet op, fordi det kan være et tegn på overbelastning. Det er så vigtigt at have sig selv med i ligningen, når vi tænker på det, som vi synes, at vi bør og skal, må eller kan. For ind imellem så kunne jeg måske godt lige presse den der ekstra samtale ind, lige klare det ekstra, men hvis samlebåndstanken så dukker op, så ved jeg, at den er gal.
Jeg er for nyligt blevet spurgt, om det ikke kan blive lidt samlebåndsagtigt at have den ene samtale efter den anden og ikke lave andet end det. Men faktum er bare, at det er det ikke, og det kan det aldrig blive.
Hvert menneske, som kommer ind ad døren her, er sin egen, hver har sin livshistorie, ingen er ens. Ingen minder om den foregående klient, hvert menneske jeg møder, forholder jeg mig til og går ind og ud af relation med på en ny måde. Hver dag er ny, jeg bliver overrasket, overrumplet, imponeret af og taknemlig for at møde netop det menneske, der sidder overfor mig.
Jeg kan være træt, når jeg vågner, jeg kan have en – jeg gider ikke i dag – tanke, når jeg står op, men så sker der ligesom noget, når jeg går ned ad trappen til min kælder, ned på arbejde og gør mig klar til det første menneske, som træder ind ad min dør. Trætheden træder i baggrunden, to do lister på dagen og i de kommende dage forsvinder, mine egne fortrædeligheder holder på en måde op med at eksistere og så er jeg bare til stede nu og her. Jeg ved, at det bestemt ikke er noget, alle kan, og det ville da være en skam at lade de egenskaber gå til spilde ved et samlebånd :-).
I morgen slukker jeg lyset i klinikken og holder 4 ugers velfortjent sommerferie. Så bliver batteriet godt opladt – håber jeg. Imens jeg afventer de sidste samtaler bliver jeg fyldt af taknemmelighed. Mit arbejde er nemlig berigende på en måde, som et samlebåndsarbejde aldrig ville kunne blive for mig, så:
Tak for dig, der læser med!
Tak for dig, som tænker, at jeg er det menneske, som du vil dele en bid af din livshistorie med – du er velkommen!
Tak for dig, som har været her allerede og er kommet ud på den anden side!
Og tak for dig, som fortsat er i forløb hos mig!
I er alle sammen med til, at jeg kan arbejde med det, som jeg elsker og er god til.
God sommer derude.
Kærligst Nina