”Hvordan lærer jeg at se mig selv i et positivt lys” er et spørgsmål som profilen Kvinderudenfilter på Instagram gerne vil stille sine følgere og sammen med dem skabe et fælles blogindlæg med gode tips og tricks.
I den sammenhæng er jeg blevet spurgt, om jeg vil dele lidt ud af min viden og erfaring på området. Og apropos positivt lys, så sker der det, som stort set altid sker for mig, når nogen sætter mig i bås, som en ”der ved noget”, at devaluerende kritiske tanker dukker op,. Det er tanker som, ”det ved du da ikke noget om, og det kan du ikke lægge navn til, hvad hvis nogen siger, at det er forkert.” Jeg bad om uddybning – om det var at se sig selv udseendemæssigt i et mere positivt lys eller ud fra ens gøren og laden? (en klar strategi hos mig selv for at give tid til at finde på en undskyldning for at slippe for det) Svaret var, at det var lidt begge dele. ”Shit” tænkte jeg, ”skal jeg nu være sådan en ekspert, der ved noget om det? Det er jeg jo slet ikke?!”
Tanker som dette hører til det berømte imposter-syndrom, at lige om lidt er der nogen, der afslører mig og beviser, at faktisk kan jeg slet ingenting. Det kan godt være, at jeg har læst psykologi på universitet i 5 år+ og er psykolog og hvad jeg ellers kan remse op af læring jeg har med mig i mit liv, men ekspert – næh nej. Jeg har til tider haft samme fornemmelse i min praksis, at nu kommer der snart nogen og siger, at jeg skal holde op med at gå og lege selvstændig psykolog og komme ud at få et rigtigt arbejde. Og hvad stiller man op med den slags tanker? Jeg arbejder med mig selv i min egenterapi og får - via et længerevarende terapeutisk forløb – bevidsthed om og forståelse for mig selv og de dynamikker, forsvarsmekanismer og copingstrategier, som jeg har med mig og vil forhåbentlig på sigt kunne slippe mest muligt for dem. Første skridt har været, at se og opdage de tanker, som i den grad ikke styrker det positive lys i mig selv. Få forståelse for, hvornår og hvorfor de kritiske devaluerende tanker dukker op, hvilke følelser, jeg ikke får følt, men får vendt indad imod mig selv i stedet for. Det er en lang og hård og meget givende proces.
Der var endnu en grund til at jeg trak ud med at svare, om jeg ville skrive noget, for der findes ikke kvikfixes, som vi ellers ofte går og håber på, og som jeg også møder hos mine klienter tit. Det er som om, at det at gå til psykolog bliver til – ”sving lige tryllestaven, giv mig nogle værktøjer og så kan jeg komme videre med mit liv”. Og ja, jeg er da et langt stykke af vejen enig i, at der er symptomlindring at få, og der er enkelte løsninger, som kan ændre på, hvordan vi ser os selv – i hvert fald for en tid, og måske for nogen også for altid. Jeg tyer også til at dele ud af disse til tider, når jeg laver terapi.
Ofte får jeg at vide af mine klienter, at de er så glade for de værktøjer, som jeg har givet dem, og tit tager jeg mig selv i ikke helt at vide, hvad det er, som de har fået – her ville jeg med en emoji indsætte aben med hænderne for øjnene, men faktum er, at jeg er ikke ligeså blind for min kunnen og viden, som jeg har været, måske lige så usikker, men ikke lige så blind, og det er et godt skridt på vejen. ”Niels, jeg har læst psykologi i over 7 år, og jeg ved nogen ting (…) Syv år Niels” (citat Sofie Gråbøl fra filmen ”Den eneste ene”) og det er rigtigt, jeg ved nogle ting. Jeg vil helst bare ikke være lige så kikset som Mulle i ”Den eneste ene” som virkelig formår at spille den perfekte stereotyp af en psykolog.
Tit får vi sat lighedstegn imellem os selv og vores forestillinger/tanker om os selv! Når det på den måde er blevet sandheden, så er der jo ikke længere grund til at stille spørgsmålstegn ved den, for den er jo sand.
En forestilling/tanke er jo netop, som jeg tit har sagt - faktisk tyvstjålet fra en klient en gang, en klog mand, som med sine egne ord formulerede, det som vi tidligere havde talt om: ”En tanke er bare en tanke, den definere mig ikke” hvortil jeg tilføjede – ”…og har ikke sandhedsværdi i sig selv”.
Når vi taler med andre om vores tanker, og det behøver ikke være en psykolog – selvom det hjælpsomme her er, at vedkommende så ikke har andel i vores liv i øvrigt og derfor heller ikke en trang til at please (ret meget) eller give ret, men kan være med venner, kollegaer og familie, som vi vel og mærket ved, ser os i et positivt lys, så kan vi finde nuancer i tankerne, få dem affejet eller bekræftet og derved begynde at forstå og se og os selv i et andet lys.
Kender I, at det sker, at vi spørger vores mand; ”ser min numse stor ud i de her bukser?” Her hjælper det dog ofte ikke at spørge herom, fordi vi er ligesom ”gift” med forestillingen om, at numsen er stor, men ikke kun det, også det, at en stor numse er lig med noget negativt. Stor numse=dårligt. Så vores kære mænd er i den sammenhæng prisgivet – intet svar vil være rigtigt eller kunne korrigere opfattelsen af, at det er noget negativt at have en stor numse. Så for at tro på vores mands svar, skal vi ligesom selv slå os til tåls med den numse vi nu en gang har. Og måske kan vi øve os ved at kigge os selv i spejlet og sige, ”jeg har en flot numse, den er lige som den skal være!” også selvom vi ikke tror på det. “Fake it till you make it” virker faktisk her et stykke af vejen.
Jeg havde en gang i mine teenageår en pigeklub ”de lækre pigers klub” sammen med to veninder. Vi øvede os i at omtale os selv og hinanden som smukke og lækre. Vi var alle tre ret usikre på os selv og det med at finde en kæreste, var slet ikke let. To af os var vel i og for sig ret almindelige at se på, den tredje var nok, hvad mange vil kalde en flot pige. Hun var ofte den der blev scoret, hvorimod min anden veninde og jeg var dem som scorede fyrene og sjældent blev scoret. Fælles var dog, at vi alle tre besad usikkerheden, om vi nu var pæne, sexede, smukke nok, eller søde, kloge og interessante nok. Vi aftalte, at vi skulle sige til os selv i spejlet hver dag: ”Du ser … (lækker, sexet, flot osv.) ud” imens vi så på os selv både med og uden tøj, med og uden makeup, med og uden filtre. Det virkede – i hvert fald for en tid, og jeg fik bestemt mere selvtillid, når jagten gik ind og jeg omgikkes det modsatte køn.
Der er ingen tvivl om, at bevidstheden om de kritiske tanker og det at finde modpolen og sige den højt, kan være hjælpsomt i forhold til at få et mere nænsomt og kærligt lys på sig selv.
Når vi skal spotte tankerne, så er der særlige ord, som tydeligt ikke er gavnlige for at kunne se os selv i et positivt lys eller med selvkærlige øjne, det er ord som; burde, skal, bare, nok, må, nødt til. De ord er alle dækkende for kravstillen og kan ofte være til skade for netop det positive lys, hvis ikke vi kan leve op til det.
Ofte er det også vores egne forestillede krav og ikke reelt stillede krav i omverdenen. Du kender dem måske i sætninger som: ”jeg skal bare tabe 5 kg, så bliver jeg glad. Jeg burde ringe til mine forældre oftere. Jeg er nødt til at tage på arbejde, så syg er jeg jo heller ikke. Jeg må hellere sige ja tak, selvom jeg ikke har lyst, fordi ellers skuffer jeg…” Hvis du scroller længere ned her på blogen (et pænt stykke faktisk), så har jeg faktisk skrevet et helt blogindlæg om ”hr. burde”, som jeg på det tidspunkt har døbt ham – den indre kritiker, som uddyber dette yderligere.
En anden lille øvelse, som også kan være virksom, er at tænke på sin kæreste, veninde eller ven, sit barn eller anden, som man sjældent er kritisk overfor, og spørge sig selv, “hvad ville jeg have sagt til vedkommende, hvis de ytrede det, som jeg netop har sagt til mig selv”. Det vil automatisk lede til en lidt mildere behandling af os selv og lidt mindre kritiske tanker. Dette kræver dog bevidstheden om tankerne i første omgang. Stort set aldrig vil vi tale til andre, som vi taler til os selv. Udtrykket ”din egen værste kritiker” er ikke kommet ud af ingenting.
Er du mon klar over, hvor tit den indre kritiker er på spil hos dig? Hvor ofte mon tankerne har sandhedsværdi for dig, så du har glemt, at det bare er tanker og hvor ofte vil du tale til andre, som du taler til dig selv?
Tak fordi du læste med så langt, hvis indlægget har vækket refleksion hos dig, givet mening eller fået dig til at tænke på andre, som det kunne passe på, så del meget gerne.
Kærligst Nina