De, som har mødt mig i klinikken, og nogen af dem, som følger mig på de sociale medier, har måske bemærket, at jeg tit trækker på og lufter "selvomsorgskortet".
Selvomsorg er essentielt for, at vi som mennesker kan fungere godt, at vi ikke bare skal overleve men leve og mærke glæden, lysten, inspirationen og kærligheden til os selv. Selvomsorgskortet er i den grad noget jeg har på hjerte og tit forsøger at give videre i min terapi – og også huske mig selv på.
Selvomsorg er muligvis en medfødt del af instinktet om overlevelse, da det lille barn fødes med en kampklar gråd, der kalder på sin primære omsorgsperson, når dets behov ikke øjeblikkeligt bliver opfyldt. Nu er hverken mor eller far blæksprutter eller mennesker med overnaturlige evner, og derfor vil barnet blive frustreret og opleve tab af kontrol, når dets behov ikke øjeblikkeligt bliver mødt.
Det betyder vel i og for sig, at vi fra fødslen af langsomt mister den fuldstændige evne til at mærke vores behov og lærer enten at undertrykke disse eller at behovsudsætte. Nogle gange sker det kun i mindre grad, og andre gange i overdreven grad. Under alle omstændigheder er det tydelig at mærke, at vi som voksne helt kan have glemt at tilgodese vores egne behov. Vi bliver hele tiden dikteret af og lever efter omverdenens krav og andres ønsker, behov og moral. Det er vi selvfølgelig også i en vis udstrækning er nødt til, hvis vi vil indgå i det levede liv og blive accepteret af flokken.
Det gør det dog ikke mindre vigtigt at huske ind imellem – flere gange om ugen, gerne dagligt – at trække selvomsorgskortet. Og det er netop noget, som vi skal huske, for det falder oftest ikke naturligt ind i samfundet i dag.
Hvad mener jeg så med at trække selvomsorgskortet? Selvomsorg er individuelt, hvad der virker for mig, virker ikke nødvendigvis for dig, derfor er det så vigtigt, at man er nysgerrig på, ”hvad er selvomsorg for mig?” Hvis jeg skal definere, hvad jeg mener med selvomsorg, er definitionen som følger:
Den basale selvomsorg er grundlæggende handlinger og valg rettet mod dig selv, fordi det er rart, og fordi du ved, at det vil gøre dig godt. Det vil sige noget, som egentlig kun har det formål, at det er RART.
Det betyder egentlig ikke, at det er noget, som du i udgangspunktet har lyst til. Lyst og rarthænger nemlig ikke nødvendigvis sammen, men det kan det komme til, jo bedre man bliver til at udøve selvomsorg og mærker udbyttet heraf.
Udover hvad jeg kalder den basale selvomsorg, kan vi også tale om den udvidede selvomsorg, altså det med motionen og kosten, som i min optik ikke hører under den basale selvomsorg (det er nemlig ikke altid rart at motionere eller spise sundt og fornuftigt), men det kan jeg vende tilbage til en anden gang.
For mig er den basale selvomsorg en stille stund med lukkede øjne, mens solen bager på mit ansigt, eller en gåtur alene med tid til at lade tankerne løbe. Det er en gåtur i afslappet tempo, hvor pulsen kun lige kommer lidt i vejret, det vil sige ikke for at få motion, men for at mærke, at kroppen er i live. Det er også friske blomster på spisebordet gerne hver uge hele vinteren. Så føler jeg mig forkælet, og jeg nyder at kigge på dem, samtidig med at de giver et pust af naturen indenfor.
Det kan også være en god kop kaffe enten foran brændeovnen hjemme i sofaen eller en god en af slagsen på en café. Et langt kram af min mand eller børn – bare fordi. Indsmøring af en lækker creme på hele kroppen, en ny neglelak, bluse eller øreringe. Et langt varmt bad. Et fodbad – det er en af de der, som jeg virkelig sjældent får prioriteret, men som føles så vældig rart, når først de er sunket ned i vandet. En god bog og lidt tid til fordybelse. Dejlig musik. En god serie på Netflix.
Ikke mindst er det at spise den lækre gedeost med et godt glas vin til, fordi jeg ved, at jeg har fortjent det. Så øver jeg mig så på ikke at dunke mig selv i hovedet bagefter og huske det med at have fortjent det, når Hr. Burde dukker op, som han desværre alt for ofte kan gøre. Hr. Burde som fortæller mig, at jeg burde have spist sundt og at jeg hellere skulle have taget en cykeltur end at mæske mig i gedeost og vin. Hr. Burde er en vis herre, jeg vender tilbage til en anden gang.
I min klinik møder jeg ofte klienter, som slet ikke ved, hvad der er basal selvomsorg for dem selv. De har måske delvist den udvidede selvomsorg på plads, men det med bare at gøre noget, bare fordi det er rart, det lader ofte til at være uvant territorium. Ja for nogen opfattes det nærmest som spild af tid. Det har jo ingen funktion, intet mål. Måske målet heller ikke er umiddelbart til at måle og veje, men overordnet så er det at styrke kærligheden til sig selv, at mærke at jeg er det værd, at det har jeg fortjent, trods eller netop på grund af hverdagens stress og jag og alt det, som vi hele tiden yder for andre.
Så husk det – selvomsorgskortet – og brug det. Øv jer flere gange om ugen – og gerne hver dag...
❤️...