Inspireret af mit sidste indlæg, som handlede om tårer og Kim Larsen, har dagens blogindlæg fået overskriften; De smukke unge mennesker.
Dette indlæg har været lidt længe undervejs, da jeg lige skulle finde ud af, hvilken vinkel jeg skulle have på en problematik, som i den grad er en del af min dagligdag i klinikken.
Jeg har en del unge mennesker i slutteenageårene, som kommer i min klinik. De kommer ofte med stresssymptomer og selvværdsproblematikker, angst og nedtrykthed, hvis ikke decideret depression. Jeg mærker presset af gymnasielivet, af de mange lektier og afleveringer, pres fra dem selv og omverdenen i forhold til alt det de skal yde og at de skal vide, hvad de skal bruge deres fremtid til. Derfor bliver jeg både rørt og sentimental, når jeg hører Kim Larsen synge, ”Hvad det er de vil med livet, det kan kun de selv forstå, åh de smukke unge mennesker, gid de længe leve må.”
Hans sang indkapsler de potentielle konflikter mellem de unges erfaringsdannelse og vej til viden om, hvad de skal med livet og samfundets skubben på i denne proces.
Min datter på 12 år skal nu til karrieredage i næste uge i skolen. Hun går i 6. klasse og allerede i den alder begynder vores samfund at præge børnene til at tage stilling til og danne mening om, hvad de skal en dag. Det i sig selv er måske ikke dårligt, men hvad hvis de ikke ved det, hvad hvis ikke de i en alder af 12, 15 eller 20 år har fundet ud af det? Jeg sidder med unge i min klinik, som ikke ved det, og som af den grund føler sig som en fiasko, som om at de allerede har fejlet inden de blev voksne og selvstændige individer.
Kim Larsens sang bærer så mange løfter om det liv, der venter, om mulighedernes land, som ligger åbent foran de unge og som også jeg følte lå foran mig selv dengang, da jeg selv var der.
Men virkeligheden for de unge i dag er markant anderledes, end det var for mig og for endnu en generation tilbage. De unge i dag står med så mange forskellige valgmuligheder på hånden, at det, der for nogen (og det er ikke de unge selv!) måske anses som et slaraffenland af valgmuligheder, er blevet tæt på et mareridt for den enkelte unge.
Da jeg gik ud af folkeskolen efter 9. klasse, var alle omkring mig ikke i tvivl, enstemmigt lød det: ”Du skal da i gymnasiet!” Skolen vurderede mig bestemt egnet hertil og mine forældre, sagde ”det skal du da!” Jeg selv var knap så sikker. Jeg vidste dog ikke helt, hvad alternativet skulle være, så sådan blev det.
I bakspejlet var det dog det sidste, jeg var. Jeg var 15 år, da jeg startede i 1.g. Godt nok fyldte jeg 16 i september, men jeg var bestemt en af de yngste i klassen. Jeg var meget social anlagt. Jeg gik langt mere op i veninder, drenge og fester end lektier og det at lære noget. Det kan godt være, at tanken om at blive psykolog spirede allerede den gang, men at arbejde målrettet henimod det, var jeg slet ikke klar til.
Jeg klarede mig igennem 1.g. med middel/undermiddel karakterer imens jeg festede, arbejdede og snakkede med veninder om drenge og verden og livet. Min far stod på sidelinjen og så på, at jeg ”spildte” tiden på gymnasiet, at jeg ikke var ihærdig, at jeg ikke gav, hvad jeg havde, for at klare det godt.
Jeg fik sat stolen for døren af min far tæt på efterårsferien i 2.g. Enten kunne jeg tage mig sammen, indhente det forsømte, eller gå ud af gymnasiet og finde mig et arbejde. Jeg skulle i hvert fald ikke spilde tiden væk med en gymnasial uddannelse, som jeg ikke kunne bruge til noget, fordi karaktererne var derefter. Hvis ikke jeg valgte det ene eller det andet, ja så kunne jeg finde mig et andet sted at bo, for så gad han i hvert fald ikke se på mig. Det kan lyde hårdt og det var det på sin vis også.
Efter den besked tog min far ud at rejse en uges tid og havde sagt, at jeg skulle have fundet ud af, hvad jeg ville, inden han kom retur. Da han kom hjem, var jeg droppet ud af gymnasiet og havde fået fuldtidsjob i Føtex. “Så kunne han lære det”, tænkte jeg. Min far løftede ikke et øjenbryn, han sagde blot, at det var godt, og så talte vi faktisk ikke rigtig mere om det.
Flere af mine klassekammerater i gymnasiet var lamslåede og mente, at jeg så nok aldrig fik en uddannelse.
Jeg havde ikke svarene på, hvad jeg ville og hvor jeg skulle hen som 15-årig og ej heller som 16 -årig, men i bakspejlet som voksen, så ved jeg, at den vej jeg tog den gang, har styrket og modnet mig. Den har gjort mig klar til at træffe de valg, som jeg senere måtte træffe, for at nå dertil, hvor jeg er i dag.
Når jeg ser de unge i min klinik i dag som ofte er unge mellem 16-20 år, ja så mærker jeg, hvordan de unge af samfundet presses til at skulle vælge og finde vej så hurtigt som muligt, helst uden svinkeærinder. Jeg ser, hvordan det er medvirkende til at skabe ikke bare usikkerhed og tvivl, men i lige så høj grad stress, angst og depression, som alt sammen påvirker selvværdet i negativ retning.
Hvad er det, vi har så travlt med som samfund, hvad er der sket, siden livet ej må leves og opleves, men blot være en maskine, der skal holdes i gang.
Findes der virkelig ikke en bedre måde at hjælpe de unge henimod de livsvalg, som gør, at de faktisk føler sig tilstrækkelige, at de faktisk kan nyde det hele ind imellem undervejs, at de faktisk for lov at være ”… som legesyge sommerfugle den allerførste sommerdag”. Det opnåede jeg i mine slutteenageår og det ønsker jeg sådan for mine børn og for de unge i dag, for det er jo sandt, at ”…Hvad det er de vil med livet det kan kun de selv forstå…” og hvordan skal de nå dertil, hvis de piskes gennem folkeskole, ungdomsuddannelse og måske en videreuddannelse, som de måske så fortryder valget af?
De er jo dem, som skal føre samfundet videre, de er dem, som skal sikre, at vi andre får den støtte, vi har brug for, når vi bliver gamle, de er vores livsopgave, dem som vi skal hjælpe frem i verden til at blive så helstøbte og velfungerende som muligt.
Derfor kan ønsket også kun være for “de smukke unge mennesker”, at de ikke blot længe leve må, men også må trives undervejs i processen – i hvert fald det meste af tiden, hvor det i dag - fra min stol - kan synes at være mere undtagelsen end reglen❣️
❤️