Om at ville noget nyt, men hele tiden gøre det samme – omskrevet fra at forvente et nyt resultat uden at ændre noget, om at gribe i egen barm eller skyde skylden og ansvaret over på andre, om offerposition på godt og ondt…
Kender du ovenstående? Jeg tror vi alle lander der ind imellem. Det er en diskussion jeg tit har med andre omkring mig – om hvilke valg vi egentlig har. Jeg mener, at vi har mange valg, hele tiden - hver dag.
Mange af mine klienter oplever at være fastlåst, og når de kommer hos mig, så vil de ofte gerne noget nyt, vilkår og valg er filtret sammen og tit kan det være svært at se, hvordan de også selv kan stå i vejen for sig selv.
Svend Brinkmand, psykologiprofessor fra Aarhus Universitet har mere end en gang sagt, at det er forfejlet at sige til de unge, at de kan blive til hvad som helst. Jeg giver ham fuldstændig ret, vi kan ikke blive til hvad som helst. Men når det så er sagt, er det ikke er det samme som at sige, at du ikke har mulighed for at blive til noget andet, end det du er eller komme et andet sted hen, end hvor du er nu. Jeg oplever i samtalerne med mine klienter, at vi rykker på dette, ligesom jeg selv gør i mit eget forløb med min psykolog.
Vi træffer valg hele tiden her i livet og hvert valg er et fravalg af noget andet. Selvfølgelig har vi livsvilkår, som ikke står til at ændre, hvilket hører sammen med Svend Brinkmands pointe, fx hvem vi er født af og hvor – med alt hvad der følger med, hvornår vi skal dø (undtaget når vi aktivt selv vælger livet fra), hvilke sygdomme vi får, vores udseende osv. Vilkår som vi højest kan forsøge at ændre ved livsstil eller kosmetiske operationer.
De valg jeg tænker på, som vi kan vælge selv er, hvordan vi vil være med de forældre vi har, med den barndom vi fik, med de sygdomme vi får, med den krop vi nu en gang har. Vil vi lade stå til og sige, at det ikke står til at ændre, at det nu en gang er sådan, at det er, eller vil vi noget andet? Bliver vores vilkår noget, som vi er ofre for eller agenter i? Vil vi lade tidligere traumer være styrende for vores liv, eller vil vi få dem bearbejdet, lade dem hele op, skabe rum til nye muligheder for at være i livet? Vi bliver nemt ofre, når vi ikke er bevidste om dynamikkerne, når vi ikke kan se, hvad der er på spil, når det foregår på et ubevidst plan.
Lige nu i mit uddannelsesforløb, der lærer jeg blandt andet om, hvordan vi kan lande os selv i en hjælpeløshedsposition, en negativ nedadgående spiral, som nemt kan lede til nedtrykthed og videre ned ad til depression. En position som også kan få os til at lægge ansvaret for, hvordan vi har det over på andres skuldre. Jeg lærer en masse om mine klienter og en masse om mig selv.
Jeg får hele tiden nye perspektiver på mig selv og mit eget virke som psykolog og selvstændig. Et konkret eksempel er, at jeg har taget mig i at beskylde min mand for at være en tryghedsnarkoman, en der går med livrem og seler, at det er hans skyld, at jeg ikke kaster mig ud i flere selvstændige ting for min virksomhed, men holder mig til det sikre, men også mindre indbringende. Det her er ikke et tænkt eksempel, det er noget jeg faktisk har gjort, altså beskyldt ham – både inde i mig selv i mine tanker og direkte overfor ham – undskyld kære mand. Det er ofte vores partner, som kan komme til at lide under, de begrænsninger vi lægger ned over os selv, måske du kan genkende sådanne tanker?
Jeg har i mit eksempel ikke set indad og forstået, at også i mig er der en, der søger tryghed også i mig er der en, som er bange for det ukendte og som ikke bare vil slippe alle sikkerhedsnet. Men med den indsigt i mig selv, kan jeg holde op med at gå og bebrejde min mand, tage ansvaret på mig og se, at der kun er mig til at beslutte at kaste mig ud i det! Bevares min mand kan støtte op, han kan fraråde, skubbe på og holde igen, men det er min beslutning, min virksomhed.
Den indsigt har givet mig agentur til at handle i stedet for at være hjælpeløs tilskuer og opleve mig fanget af andre i den position jeg er i. Spørgsmålet er så, hvornår jeg vil tage arbejdstøjet på, men nu kan jeg se, at det er mig, der skal gøre det, det er mit arbejdstøj.
Jeg genkender det hos mine klienter, mon også du genkender det hos dig. Prøv at lægge mærke til næste gang du tænker, det er også bare fordi min mor, min partner, min leder… at jeg ikke kan/gør… Er det dem, er det et reelt vilkår, eller er det en fastlåst position, du har sat dig selv i, så du ikke kan få øje på dine handlemuligheder?
Tak for at læse med.
Kærligst Nina