Om stress og min egen historie

For 12 år siden blev jeg sygemeldt med stress. Det var i mit første job som psykolog..

For et par måneder siden var jeg inviteret til at holde et lille oplæg om stress for en gruppe kvinder. Det var første gang, siden jeg selv gik ned med stress for 12 år siden, at jeg igen holdt oplæg og formidlede for en gruppe mennesker. Det slog mig, hvor nervøs jeg var, jeg havde faktisk ikke troet, at jeg ville mærke den så meget, som jeg gjorde, men jeg havde både uro i maven og lidt hjertebanken og min stemme rystede en smule. Den aften var der flere ting, som slog mig -men særligt én igen:

Tænk at det, at få stress, stadig vækker skam, at det bliver gemt væk og sat lig med at være svag.

Det er jo så tydeligt, at stress, som oftest kommer hos dem, som netop løber for stærkt og bærer for meget, som ikke formår at mærke efter og som negligerer sig selv!

Her sad jeg i rum med 12 seje kvinder, umiddelbart hver med deres stresshistorie, som alle sammen lod til at have tvivl og skam i forbindelse med håndteringen af dem selv, deres symptomer og italesættelsen af det overfor omverdenen. Overfor familien, partneren og ikke mindst arbejdspladsen. At det stadig er tabubelagt at få stress til trods for at undersøgelser viser, at ca. hver 5. dansker har eller har været sygemeldt med stress, er jo grotesk.

Det vakte i den grad mindelser til mig selv og min egen historie med stress, som jeg til min gru har konstateret, at jeg ikke har delt her på min blog. Jeg ved, at skammen også sad i mig, at min historie blev gemt væk, fordi hvem vil dog ansætte en psykolog, som har haft stress i sit allerførste job!?

Jeg kunne ikke vise en årelang arbejdserfaring, inden jeg bukkede under. Min tanke den gang var, at enhver jo ville tænke, at jeg var svag og ikke kunne håndtere et fuldtidsjob! Det der var dengang var, at det var ikke andres tanke, det var min egen, og den tanke kan stadig komme og bide mig bagi.

”Jeg er nok sådan en, der ikke kan klare et fuldtidsjob – jeg er nok svag”.

Jeg fik aldrig testet, om det rent faktisk også var andres tanke, for det lykkedes mig at kamuflere, at jeg havde været sygemeldt og først efter længere samarbejde i nyt job, delte jeg om min stressperiode og sygemelding med min samarbejdspartner. Jeg havde brug for at dele det, og samtidig var jeg bange for at blive dømt ude eller dømt svag. Igen alt dette foregik på min inderside – inde i mit hoved. Jeg mødte heldigvis ingen fordømmelse, hverken i mit første eller andet job efter min sygemelding. Jeg ved, at det desværre ikke er alle, der er lige så heldige.

Det lidt hovedrystende og ironiske set i bakspejlet i min historie var, at jeg netop underviste, lavede samtaleforløb og gruppeterapi for sygemeldte mennesker med angst, stress og depression, da jeg selv fik stress. Jo mere tydelige symptomer jeg fik, jo flere bokse kunne jeg selv tikke af i det, jeg underviste i. Alligevel sygemeldte jeg mig ikke.

Sådanne klienter har jeg også ofte siddende overfor mig i dag i min klinik – klienter med blindhed for sig selv. Og sådanne blinde udsagn overfor sig selv, hørte jeg også fra kvinderne til oplægsaftenen.

Inden jeg blev sygemeldt, kørte jeg grædende på arbejde hver dag, jeg havde smerter, hovedpine og søvnbesvær. Når jeg italesatte årsagen til, hvordan jeg havde det overfor mine chefer, blev det ikke hørt, tværtimod! Det og jeg blev ignoreret og talt henover, og jeg fik mere og mere en oplevelse af, at det var mig, der var noget galt med.

Heldigvis havde jeg udover min familie, nogle hverdagsengle – en supervisor og en praktikant i mit liv, som mig, hvad der foregik og bakkede mig op i min egen forståelse og heppede på, at jeg tog vare på mig selv, hvilket endelig resulterede i en sygemelding. To dage efter lå der en opsigelse i min indbakke – uden begrundelse.

Der gik 6 måneder, førend jeg igen var tilbage på arbejde. Ærligt, så husker jeg meget lidt, hvad de 6 måneder indeholdt. Jeg ved, at jeg afleverede mine børn i institution og hentede dem igen efter 6-8 timer, at jeg sad meget i sofaen og gloede ud i luften med min kat på skødet med dårlig samvittighed over, at mine børn ikke var hjemme hos mig.

Jeg ved, at jeg gemte mig for naboen, som var en gammel dame, der mente, at jeg godt kunne rumme hendes sorg og problemer efter tabet af sin mand, og som jeg ikke formåede at sige fra overfor, trods hendes grænseoverskridende adfærd med at kigge ind ad mine vinduer!

Jeg gemte mig dog ikke kun for naboen, men også for resten af verden og havde tanker om, at jeg ikke kunne tillade mig at gå ud at huset for at få nogle gode oplevelser ind, for så kunne jeg jo også gå på arbejde.

Nu har jeg ”gemt” min stresshistorie i knap 12 år, nu deler jeg den her, hvilket i den grad er på tide!

Stress skal ikke være tabu, stress er ikke noget at skamme sig over, stress kan ramme os alle sammen, og rammer alt for mange!

Vigtigt er det dog, at jo mere øjne vi får på os selv, jo bedre vi er til at mærke efter alle de signaler som hoved og krop giver os, jo bedre kan vi forebygge og sige fra, førend vi lander hjemme på sofaen med hukommelses- og koncentrationsbesvær og undergravet selvværd, og har en lang sej kamp foran os for at komme tilbage igen.

Kærligst Nina

♥️

Et land i krise

Danmark er i krise, hele verden er efterhånden i krise. Vi lukker ned, vi skærmer af, vi holder afstand, vi bliver hjemme.

I disse dage skrives der historie.

Vi kan læse om gode råd, hamstring, udskamning, afmagt, opråb, ironi, sygehistorier og dødsfald. Vores dronning går på skærmen og taler til os, om at stå sammen, hver for sig, om anstændighed og ansvar og om at passe på hinanden. 

Statsministeren holder pressemøder med sine embedsmænd, de står der ved podiet, de gør det godt, de vil gerne passe på os. Søren og Mette har talt, og nu også Margrethe – alle med en løftet pegefinger – kom nu, de fleste har forstået budskabet, lad os nu få de sidste med.

Det er svært for virksomhederne, der må lukke ned for nu, nogen for måske ikke at kunne åbne igen. Det er svært for de unge at undlade at mødes, at feste. Det er svært for børnene ikke at måtte lege med hinanden. Det er svært for de ældre at sidde alene, at undvære børn og børnebørn. Det er svært for børnefamilierne at lave hjemmeskole, at skulle være sammen 24/7.

Det er svært for dem som i forvejen er alene, nu at være helt alene. Det er hårdt for sundhedspersonalet, som knokler for at kunne tage imod de mange patienter, som måske snart vil fylde hospitalerne, at skulle varetage sundhedsopgaver, som de måske kun får sidemandsoplæring i, da tiden er knap. det er svært for de sårbare at skulle isolere sig og være bange for at dø – nu skal vi alle isolere os. Det er svært for os alle.

Tiden er fyldt med angst og usikkerhed. Rammer Covid-19 min familie, klarer vi den? Hvordan skal det gå økonomisk, vil min virksomhed lukke, vil jeg miste mit job.

Der er ingen tvivl længere, det vil ramme os alle på en eller anden måde. 

Her hos os bekymrer vi os som mange andre for bedsteforældrene, vil de blive syge, vil de klare den? Som psykolog med egen praksis tænker jeg over, om jeg vil overleve, vil jeg kunne fortsætte med klienter, hvor mange vil være med p,å at ansigt til ansigtsmøder konverteres til telefonsamtaler?

Lige nu har nogen aflyst, nogen har valgt at konvertere til telefonen, andre vil fortsat gerne mødes ansigt til ansigt med afstand, uden håndtryk eller kram og i stedet med håndsprit. 

Mine første tanker, da vores efterhånden alle sammens Mette varslede at lukke landet ned, var, at jamen så fik jeg da tid til at læse noget faglitteratur, måske var der også noget praktisk herhjemme, som jeg kunne tage mig af – maleprojekter, skrive blogindlæg, puslespil, opretholde at motionere, tjekke op på og udvikle min hjemmeside. Jeg panikkede ikke. Jeg tror på, at jeg nok skal overleve med min virksomhed, selvom klienttilgangen måske går ned i en periode. 

Selv er jeg nu blevet syg. Jeg har en virus og har haft rigtig høj feber og flere andre symptomer. Min omverden, både den nære og den lidt mere perifere vil gerne afkræfte, at det er Covid-19, der er på spil, måske for at berolige mig, måske for at berolige dem selv. Jeg ved det ikke, jeg finder forhåbentlig ikke ud af det, da den viden sandsynligvis kun kommer til mig, hvis jeg ender på hospitalet, fordi jeg er så dårlig, at jeg skal have hjælp til at trække vejret. Så dårlig er jeg heldigvis ikke nu.  

Mit udgangspunkt er, at jeg er sund og rask – udover virussen altså. Jeg er irriteret over, at mine ovenstående planer er sat på hold, at jeg ikke kan holde samtaler med mine klienter, dem som har brug for mig fortsat, at jeg ikke kan se til de mange projekter, som jeg pludselig kunne få tid til, at jeg ikke kan deltage på lige fod med min mand i hjemmet, om børnene, om hjemmeskole, men det er ok.

Jeg er fortsat ikke bange og bekymret og panikker ikke, og det er ok. Ligesom det er ok, at andre reagerer helt anderledes og netop er bange, eller går i panik. Vi reagerer alle forskelligt.

Jeg selv mærker i alt dette – taknemmeligheden. Jeg er taknemmelig for, at min familie fortsat er sund og rask og vi umiddelbart ikke høre til den sårbare gruppe. At jeg bor i et land som Danmark, som tager vare på os på bedste vis og har kunnet gribe ind tidligt. At jeg kan se muligheder for min virksomhed og mærke kreativiteten i maven. At vi økonomisk vil klare os trods en nedgangsperiode. At vi endnu ikke (helt) har revet hovedet af hinanden herhjemme, men at jeg fortsat mærker kærligheden.

Det er en svær situation, naturligvis reagerer vi. Hvordan skal vi klare det her? Det skal vi sammen – HVER FOR SIG med håndvask og sprit, på hver vores måde.

Ud over de retningslinjer, så er der mange gode råd til, hvordan vi skal komme igennem denne tid, tag dem I kan bruge, smid resten væk og vid med jer selv, at kun I ved, hvad der er rigtigt for jer og jeres familie.

♥️