Det er ved at være længe siden, at jeg har taget mig tid til at dele her på bloggen, og dette indlæg har kaldt på mig i nogle måneder – en kalden som opstod efter en specifik klientsamtale og i forbindelse med en nyetableret hobby, jeg har fået.
Det er sådan, at jeg i terapien tit kan møde irritation hos klienten, når jeg gentager tidligere betragtninger og indsigter, som vi allerede har etableret sammen. Med det samme kan klienten udbryde, ”hvorfor gør jeg det, hvorfor bliver jeg ved, jeg har åbenbart brug for at høre det flere gange eller mange gange!”. dette bliver sagt med en slet skjult kritik af sig selv. Lige i hælene på det kan næste selvangreb komme, ”hvorfor er jeg ikke kommet længere” og dernæst opgivenheden: ”det bliver nok aldrig bedre.”
Det at begynde at ændre dybe psykologiske strukturer kan sammenlignes med at begynde at strikke. En hobby, som jeg selv har påbegyndt for 4 måneder siden, efter ikke at have rørt strikkepinde i nogle årtier, hvor jeg aldrig rigtig kom til at holde af det og alt var krampagtigt. Selv en erfaren strikker kan tabe masker eller tælle forkert.
At lære nyt kræver altid tålmodighed, vedholdenhed og overbærenhed over for sig selv, hvis det skal have en chance for at vokse og gro på den sunde måde. Det gælder at strikke, og det gælder i forhold til at vokse og udvikle sig i terapien. Jeg ved det, for begge dele har jeg kastet mig ind i med dedikation, vilje og lyst, selvom jeg ad flere omgange har mødt min egen modstand og opgivenhed. En indre slåskamp, som jeg også ser hos mine klienter.
I over 6 år har jeg nu modtaget undervisning, sparring, supervision og terapi inden for den metode, jeg i dag selv arbejder med, nemlig psykodynamisk korttidsterapi også forkortet ISTDP, som du nok efterhånden ved. Jeg har læst flere tusind siders litteratur og haft over 100 egenterapitimer og endnu flere undervisnings-, supervisions- og sparringstimer. Det har været det vildeste arbejde, den mest spændende rejse, og jeg er virkelig blevet klogere på mig selv og har udviklet mig.
Lad mig bare slå fast, at jeg virkelig har dedikeret mig 100%. Størrelsen af dedikation for mig, har desværre ofte også afspejlet størrelsen af potentielle selvangreb. Jo vigtigere, jo værre kan de være, og jo oftere kan de komme. Sådan har min rejse i terapien også været. I min nye rejse med strikning har jeg haft det anderledes – måske fordi jeg netop har udviklet mig psykisk. Jeg er nemlig ikke rigtig selvkritisk, når jeg strikker! I stedet er jeg undersøgende, taber masker, laver fejl - unika i mit strik, som jeg har lært det hedder i strikkeverdenen, og har overbærenhed overfor det og er stolt af det jeg producerer, med al dets unikhed. Det betyder ikke, at jeg ikke bliver hidsig, når det går galt, det gør jeg, men ikke på en selvkritisk måde.
I mit eget terapeutiske arbejdet har det taget mig 6 år, uden at jeg er helt i mål at nå frem til, at min krop er i en relativ permanent angsttilstand, og at grunden til dette er undertrykte følelser.
Eller det med, at jeg undertrykte følelser havde at gøre med mine fysiske smerter, forstod jeg godt, men at mine fysiske smerter og anspændthed var lig med en krop i angst, forstod jeg ikke. Fordi mit hoved nærmest aldrig har været i panik, var jeg mig meget bevidst, at jeg ikke havde angst, for et hoved i panik var lig med angst for mig! Det er virkelig en forståelse, som har ændret sig og som jeg stadig kan slås med.
Siden mine midt-20'ere har mit ubevidste angstmønster været som en indgroet strikkeopskrift. Min krop strikkede på det samme halstørklæde igen og igen med hænder, der kendte bevægelserne så godt, at jeg ikke behøvede at kigge ned. Hver eneste maske var en ubevidst spænding, og mønsteret resulterede i voldsomme fysiske smerter i min ryg, nakke og skuldre. Min krop strikkede i virkeligheden løs på et stramt angst-mønster, som ind imellem gjorde mig fuldstændig immobil.
I dag får jeg fortsat smerter men heldigvis i langt mindre grad. Jeg er meget mere opmærksom på min krop og dens fysiske signaler, end jeg tidligere har været, hvor jeg ikke skænkede den mange tanker, førend den larmede så meget, at jeg fik så ondt, at jeg ikke kunne det, jeg gerne ville.
Når smerterne kommer i dag, kan jeg desværre stadig lande i straks at gå til angreb på mig selv og mit eget ihærdige arbejde. Jeg stiller de samme ovenstående spørgsmål, som klienterne gør; ”hvorfor er jeg ikke kommet længere, jeg må virkelig være dum, når jeg ikke har lært det endnu, måske lærer jeg det aldrig” og så ligger opgivenheden lige der på lur i horisonten. Det er som om, at jeg, med smerterne, glemmer, at jeg virkelig har arbejdet og er nået langt, og at smerterne kommer langt sjældnere og varer meget kortere, samt er mindre invaliderende, end de har været de sidste 25 år. Heldigvis kommer jeg hurtigt i tanke om det igen, hvorfor opgivenheden kun når at lure kortvarigt, før kampgejsten atter vågner og tager over.
Terapi er som at strikke efter en ny opskrift
Når jeg sammenligner terapi med strik, er det fordi jeg kan se, at mit gamle mønster – den vante strikkeopskrift, indeholder masker – forsvarsmekanismer, som består af fysiske smerter, at spænde inde, gemme mig, undgå situationer og på den måde for en tid stå stille og være usynlig. Det er det mønster, den opskrift – angstrespons, min krop automatisk vælger.
At strikke efter en ny opskrift med et nyt mønster er arbejdsomt og kræver, at det gamle mønster trævles op. Hvis jeg læser opskriften til det nye mønster, forkert, tæller forkerte antal masker eller taber en, kan jeg nemt falde tilbage i det gamle mønster og få smerter.
Men jeg har heldigvis flere gange fundet ud af, at alt det arbejde, jeg har lavet indtil nu, jo ikke er tabt. Jeg skal blot gå tilbage og samle masken nænsomt op igen, eller læse opskriften igen, eller bede om hjælp til at forstå. For selvom jeg har fået mange timers terapi, så er mit tidlige overlevelsesmønster – min gamle opskrift lige ved hånden, og jeg får stadig smerter eller blive selvkritisk, når jeg undertrykker følelser – min krop og min hjernes beskeder til mig om, at der er følelser at tage sig af, følelser som jeg fortsat ikke altid får fat i og mærker, men i stedet undertrykker.
Har du ikke har været i terapi før, ved du naturligvis ikke, hvad terapi er, men du kan have en masse forestillinger om det. En af de forestillinger, jeg tit møder hos klienter, som er nye i terapi (og hos andre, som har været i andre former for terapi end den psykodynamiske), er, at du betaler mig for, at jeg har alle svarene og skal fortælle dig, hvordan du skal leve dit liv og hvordan du skal være for at opnå glæde og lykke. Det er der bestemt også terapeuter, der forsøger at sælge sig på derude.
Virkeligheden er dog den, at det meste af tiden, ved du mere om dig selv og dit liv, end jeg eller nogen anden terapeut eller noget andet menneske nogensinde vil. Og at vi, uanset hvor mange opskrifter vi lærer, aldrig vil være glade og lykkelige hele tiden. Men at mærke sine følelser giver langt mindre lidelse i livet end at undertrykke dem. At mærke sine følelser giver mere ro i kroppen, mulighed for mere sikkerhed og klarhed og mere nærhed i relationer.
Så hvad terapi egentlig handler om, er mere som at låne et nervesystem. Du låner min omsorg, medfølelse, nysgerrighed og håb, når du ikke selv har adgang til det. Du får en relation, hvor du ikke skal bære byrde alene – hvis du vil, og hvor du kan sætte farten ned længe nok til, at du hører dig selv, så du kan forstå og finde mening i dine oplevelser og erfaringer. Så du på den måde kan øve dig i at møde dig selv med omsorg i stedet for kritik og mærke dine følelser. Og i særdeleshed, at du får tid til at internalisere processen, så det bliver dit egen.
Målet er jo ikke at være afhængig af mig eller andre terapeuter for evigt. Målet er at flytte den omsorg og følelsesregulering, du oplever i terapirummet, ind i dig selv. Så du kan tilgå den, når du er alene, og mønstrene driller.
Selv en erfaren strikker, der med gåpåmod går i gang med en ny opskrift møder modstand, frustration, opgivenhed og kan ved uopmærksomhed tabe en maske, tælle forkert, være nødt til at trævle op og starte forfra. Men en erfaren strikker vil ikke længere have brug for at få vist, hvordan masker slås op, eller hjælp til at forstå strikketermerne. Ligesådan kan vi have brug for hjælp i terapien til at vende opmærksomheden det rigtige sted hen.
Det vigtige er, at det ikke handler om aldrig at fejle eller ikke tabe masken, men om at opdage, at vi med tiden selv kan samle garnet op igen, møde os selv med overbærenhed og roligt strikke videre på et sundere og stærkere nervesystem.
Jeg er der næsten – og strikker videre🧶…
Fra en enkelt tråd
- Til en færdig sommerbluse
Rigtig god sommer til dig, dine mønstre og dit eget unikke strikketøj🧶!
🤎 kærligst Nina