Om at have det godt

Har du det godt? 

Hvad vil det sige at have det godt? Spørgsmålet bliver vi stillet, stiller os selv, stiller til andre. Jeg har tænkt meget over på det sidste, hvad det vil sige at have det godt. Tit, når jeg besvarer det spørgsmål, så sniger der sig ord ind, som gradbøjer det, ”jeg har det rimelig godt” eller ”jeg synes, at jeg har det overordnet godt”, som om jeg ikke bare kan svare, at jeg har det godt.

Da jeg startede mit forløb ved den psykolog, som jeg har set igennem de sidste 4 år, tænkte jeg, at når jeg ’kommer over på den anden side’, så er jeg glad uden smerter, for da jeg startede, var jeg gennemgående et optimistisk glad menneske men med invaliderende kroniske smerter i ryg, skuldre, nakke og lænd. Mine smerter er markant formindsket, men kommer fortsat, jeg er mindre glad, mærker oftere tristhed, føler vrede og kærlighed. Jeg mærker bare MERE. Jeg er stadig optimistisk og tror på, at jeg kan få noget godt ud af livet og at jeg kan have det godt. Men at have det godt er ikke nødvendigvis lig med at være glad – hele tiden.

Tit falder jeg over reklamer for selvhjælpsbøger, coaching om det gode liv, om at finde lykken, om nemme veje til at være lykkelig – kvikfikses. Jeg forstår, hvorfor det tiltrækker, hvorfor vi kan falde for det, men jeg ved også, at virkeligheden ikke er sådan! At have det godt, er hårdt arbejde med opmærksomhed vendt mod egne behov, oplevelse af sammenhørighed, evnen til at sætte grænser og sige til og fra, at vise sårbarhed og lade andre hjælpe.  

Jeg møder også en del klienter, som bliver frustrerede og irriterede, når der ikke er kvikfikses på menuen i min klinik. Jeg forstår det, jeg har selv ledt efter og opsøgt de kvikfikses, jeg kan stadig falde for det. Men den knap findes ikke og ej heller tryllestaven. Heldigvis er det næsten altid hjælpsomt at blive opmærksom på, at det er den fantasi vi jagter, fantasien om tryllestaven, pillen, knappen vi kan dreje på. Når vi opdager det, kan vi begynde at se virkeligheden og reelt begynde det arbejde, det kræver at hele, hvad end det er, som kræver opmærksomhed og omsorg. 

Måske mine ord, som modificerer svaret om at have det godt, kommer, fordi jeg stadig er ved at slippe forståelsen af, at have det godt ikke er lig med at være glad. At have det godt i momentet, altså i dette nu, er selvfølgelig nemmere at svare på, men spørgsmålet synes jeg er bredere end i det nu, hvor det ofte bliver stillet. Men hvad vil det så sige at have det godt?

Vi kan tænke over basalbehovene, altså bunden af Maslows behovspyramide. Vi har det sjældent godt, hvis vi ikke får mad og drikke, oplever at være i sikkerhed, oplever at høre til, som det flokdyr vi nu engang er.

Men har vi det godt, når

  • vi er glade?

  • Vi er sygdomsfrie?

  • Vi er problemfrie?

  • Smertefrie?

  • Vi har kapacitet til at håndtere de små og store sten, som livets vej byder på?

  • Vi har øje for vilkår og valg og tager også de svære valg for vores eget bedste eller for fællesskabets?

  • Vi mærker vores behov og tager vare på dem?

  • Vi mærker alle vores følelser og kan være med dem, så livet bliver mindre lidelsesfuldt?

Virkeligheden er jo, at livet ER lidelsesfuldt, uforudsigeligt og ikke retfærdigt. Vi elsker og mister vores forældre, søskende, kærester, kæledyr, taber funktionsniveau og førlighed, oplever sygdom hos os selv og andre, mister fællesskaber, arbejde og venner. Døden er det eneste forudsigelige og sikre, som vi ved venter os, og den snakker vi nærmest aldrig om, lader som oftest om, at den ikke findes.

Måske det er, når vi er med alt det, mærker det, ser det og tager vare på os selv, at vi har det godt! Når vi mærker sorgen over tab, græder.. Når vi rummer og giver slip og mindes.. Når vi elsker og lader os elske.. Når vi glædes og griner og mærker lykkeøjeblikke..

Jeg har det rimelig godt – i øjeblikket og for det meste efterhånden!

♥️

Kærligst Nina