Jeg lider ikke angst. Eller det vil sige, det har jeg altid ment, at jeg ikke gjorde. Jeg slås ikke med en af de mange former for angst og fobier, som tit høres i daglig tale.
Jeg har ikke brudt mig om edderkopper, men jeg har ingen reelle fobier (bortset fra kyllingeben, må jeg så alligevel indrømme, det er nok det tætteste på panik jeg har været). Jeg har ikke været bange for højder, små lukkede rum, store forsamlinger, bakterier, sygdom og deslige. Jeg har i hvert fald ikke mærket det.
Jeg har prøvet at få hjertebanken af for meget koffein, og en enkelt gang to dage efter fødslen af min førstefødte, har jeg været tæt på at besvime 200 meter fra vores lejlighed, hvor jeg gik med barnevognen og min mand måtte hjælpe mig hjem. Jeg har aldrig prøvet, at angsten overtog mig. Jeg har simpelthen haft lukket helt af nedadtil i min krop.
Altså jeg er selvfølgelig blevet nervøs til eksamen, også en gang, hvor klappen gik ned, og jeg kun kunne svare, ”det ved jeg ikke”. Jeg har generelt været nervøs ved oplæg foran andre mennesker, så det genkender jeg naturligvis også, og jeg bilder mig ind, at det er de færreste, som stiller sig op og siger noget i en forsamling uden at få kriller i maven. Det har for mig hørt mest til nervøsitet eller ængstelighed, men ikke reel angst.
Mit terapeutiske rejse i forbindelse med min uddannelse har lært mig noget helt andet om mig selv og angst, end jeg har vidst og slet ikke forstået tidligere.
Inden for psykodynamisk korttidsterapi arbejder vi med klienten ud fra en antagelse om, at der altid er enten følelser, forsvar eller angst i spil. Det var en svær pille at sluge for en som mig, som ikke havde angst!
Hvordan skulle jeg kunne arbejde med klienterne, når jeg ikke selv havde angst. Det affejede min underviser hurtigt med, at ”alle har angst!” En pointe, der ligesom ikke var til diskussion. Så min egen terapi startede med en forespørgsel hos min terapeut, som lød på følgende;
hjælp mig med at mærke min angst og i øvrigt har jeg en masse rygsmerter som ikke er forårsaget af fysiske vævskader men psykisk betinget, kan du også hjælpe mig med det?
Jeg har del klienter i min praksis, som har været vant til, at de altid havde indre uro, kropsligt ubehag, eller ondt i maven. Rigtig mange som lider af hyppige hovedpiner eller migræner, som egentlig bare har indstillet sig på, at det er en del af det liv, som de nu en gang skal leve. Sådan har jeg selv gjort med mine kropslige smerter, men heldigvis er jeg begyndt at stille spørgsmålstegn ved, om jeg reelt behøver at leve et helt liv på den måde, eller om jeg kan gøre noget ved det og blive det kvit.
Jeg fik bragende angst ved min første session hos min psykolog; varme-kuldefornemmelse i hele kroppen, fødder og ben, som nærmest blev lammet, sovende fornemmelser i mine læber og hænder, svimmelhed og sløret syn. Min psykolog ville gerne hurtigt regulere mig ud af det, men bad hende vente og lade mig blive lidt i det, lade mig sanse og mærke det, for selv om jeg havde så meget kropslig angst, så var jeg ikke bange. Jeg var sansende og vendte tilbage til den krop, som ikke havde fået et ben til jorden i 40 år. Det var med gammel gammel genkendelse, at jeg tog imod det.
Min virkelighed som barn var, at jeg havde en mor, som ikke så mig og en far, som rejste meget og overlod mig til hende. Jeg lærte meget meget tidligt at gøre mig usynlig, pakke mig væk, undertrykke alle mine følelser – ned i kroppen, låg på. Til gengæld fik jeg migræne, jeg kastede op og kunne ingenting nærmest ugentligt i perioden fra jeg var 6 til 10 år gammel, sådan husker jeg det i hvert fald. Hovedpine har været min evige følgesvend siden og i midt 20’erne kom rygsmerterne. Enhver kontakt til kroppen blev dulmet med piller - et hjælpemiddel og en krykke stadig den dag i dag. Jeg glæder mig til at blive dem kvit.
I dag mærker jeg angsten – nogle gange. Når jeg opdager, at angsten er der, eller at den kommer, så ved jeg, at der er noget på spil – noget af betydning. Jeg har for længst lært, og nu også erfaret på egen krop, at angst er en kropslig tilstand, som fortæller os, at noget ikke er roligt indeni, der er noget, vi skal tage os af, og den har en årsag.
Jo mere vi mærker til og er i kroppen, genkender angsten og mærker følelserne under den, så de ikke bliver undertrykt eller spændt inde, jo mindre lidelse behøver vi have.
Når jeg lykkedes med ikke at spænde følelserne inde, så får jeg færre kropslige smerter som fx rygsmerter og hovedpine.
Læringskurven er stejl, men det er også års øvelse, som jeg er ved at omgøre. Tit er læringskurven baglæns – jeg får smerter, og kan nogle gange koble det sammen med nogle sammenhænge, som er udløseren. Andre gange sker det sammen med min psykolog. Så får jeg forståelsen for, hvorfor smerterne kommer, hvad der var en trigger, så hjælper hun mig med at få mærket følelserne, så smerterne forsvinder igen og jeg får lov at hele op.
Det er en kæmpe gave til mig selv, men samtidig også det bedste, når jeg mærker, at jeg kan give læringen videre i de terapeutiske forløb, jeg selv varetager, og jeg ser mine klienter bedres.
Kærligst Nina
❤️