Jeg har netop lige lagt sidste brik i et puslespil – sådan et rigtig ét, altså et ”voksenpuslespil” på 2000 brikker for første gang.
Jeg har selvfølgelig lagt puslespil med mine børn og selv lagt puslespil som barn, men ikke sådan et projekt med 2000 brikker. Det blev også et større projekt end beregnet. Jeg havde nemlig regnet med, at jeg kunne have puslespillet liggende på vores nyetablerede skrivebord i værelset ved siden af klinikken, så jeg derved kunne gå lidt til og fra og lægge en brik eller to. Men det var alt for stort. Heldigt at jeg sammen med puslespillet havde købt en puslespilsmåtte, så jeg lige har kunnet rulle det sammen, når jeg ikke havde tid, og ud igen, når jeg havde.
Du undrer dig måske over, hvorfor jeg skriver på min blog om puslespil.
Det gør jeg selvfølgelig for at slå et slag for denne gammeldags aktivitet, som udover at kræve og opøve koncentration og fokus også styrker evnen til fordybelse og vedholdenhed når det er svært eller ligefrem kedeligt. Puslespil kan skabe fællesskab, rum til snak og særligt at lære at afbryde en aktivitet og vende tilbage – igen og igen.
2000 brikker lægger ikke sig selv på en aften skal jeg lige hilse og sige.
Min telefon den sidder gerne fast i min hånd, jeg tordner overfor mine børn, at de skal bruge mindre tid på skærm, men jeg er selv dybt afhængig af min telefon. Der går mange spildte timer med ting af meget lidt relevans på den. Det er som om, at jeg hele tiden lige kan kigge; er der kommet noget, ting jeg skal slå op, købe, tjekke i kalenderen og vupti, så forsvandt al den fritid og mulighed for at gøre noget andet. Vel at mærke og det er det vigtigste i denne sammenhæng uden at efterlade mig i synderlig glæde eller tilfredsstillelse.
Med vores nye store skrivebord (og ja det er langt – 365 cm faktisk – men desværre ikke bredt nok til 2000 brikker) kom mindet til mig om, at jeg som barn lagde puslespil med min mor. Måske var det kun en enkelt vinter hun gjorde det, måske sad jeg der kun en enkelt gang, men jeg husker det som rart samvær, hvilket jeg ellers ikke rigtig har synderlige minder om at have med min mor.
Jeg mindes det som, at der var plads til, at vi kunne snakke, men mest af alt så husker jeg, at jeg kunne lide det, lide at sidde der og lede efter brikkerne, den lille glæde, når de passede sammen, eller jeg fandt den, jeg lige manglede i et større hele.
Livet er lidt som et stort puslespil, vi sætter hele tiden brikker sammen og skiller dem ad igen. Nogle gange passer brikkerne og vi glædes ved motivet i kortere eller længere tid, andre gange bliver motivet skævt og vi skiller puslespillet ad og sætter brikkerne sammen på ny, finder nye brikker og nye motiver og heldigvis for det.
Sådan som vores kultur og samfund ændrer sig, så bliver vores puslespil større og større. Vi skal ikke længere være skomager som vores far, eller giftes med naboens dreng. Vi kan nærmest blive lige, hvad vi vil. Vi behøver ikke blive gift, og hvis vi alligevel bliver det, kan vi bare blive skilt igen. Vi kan gå på Tinder, vi kan prøve 10 kjoler, købe den ene, bytte den igen, tage en uddannelse, droppe ud, starte på en ny og vi kan prøve om den ene eller den anden puslebrik passer, nogle gange kan vi endda prøve flere brikker på en gang.
De gange, hvor vi kan mærke, at der var dén, den helt rigtige brik – for en tid – så var det hele sliddet værd.
Det er måske derfor, at jeg elsker at lave terapi, det er ligesom at samle et puslespil. Brikkerne er måske velkendte for mennesket overfor mig, men som vi samler det sammen, så kan de pludselig danne et nyt motiv og ses fra et nyt perspektiv, og vi kan sammen finde brikker, som har manglet eller som sad forkert.
Motivet på mine 2000 brikker er Golden Gate, hvor jeg netop i efteråret har været med min far. Det har været dejligt at sidde og mindes den tur, imens billedet langsomt faldt på plads brik for brik. Jeg startede den 6. januar og satte sidste brik i går. Jeg huskede ikke forkert fra jeg var barn, hver gang jeg har siddet der, så har jeg glemt mobilen, den har ikke været relevant, jeg har ikke gidet tage mig af den – sikke en befrielse. Puslespillet har skabt enkelte stunder undervejs af kortere og længere varighed, hvor mine piger har været med, og selv min mand hjalp med at finde kantbrikker til en start.
”Skal du så bare skille det ad”, har min store datter blandt andre spurgt. ”Er det så ikke bare spild af tid?” Men er puslespillet så meget anderledes, end alt det andet vi gør i livet? Det er som de, som siger, at pauser er spild af tid. Måske hjælper puslespillet til at være i nuet i processen og ikke kun have fokus på slutresultatet.
Hvis slutresultatet var grunden til at jeg lagde puslespillet for så bare at skille det ad igen, jo så var det måske spild af tid. Igen er puslespillet et fint symbol på livet, vi skal huske at leve imens vi gør det, for når det er slut, så er det slut.
Vi lever jo ikke, fordi vi skal dø, vi skal dø, fordi vi lever, det gælder om at nyde det undervejs.
Held og lykke med dit livs puslespil derude.